Spring over navigation

Vinduesmateriale

Vinduer udføres i træ, metal, plast eller en kombination af træ og metal. De forskellige vinduesmaterialer har hver deres egenskaber, som giver vinduet forskellige levetider og behov for vedligeholdelse. Materialevalget bestemmes af krav til anvendelse, udseende samt omkostninger ved anskaffelse og vedligeholdelse. Plastvinduet kan ikke overfladebehandles, hvorfor vedligeholdelsen består i at holde hængsler og øvrige gående dele smurte. Trævinduet, herunder specielt fyrretræsvinduet, kræver jævnlig vedligeholdelse af den jævne og lukkede overflade. Står træværket åbent, vil nedbrydningsprocessen ske overordentlig hurtigt. Vinduer med aluminiumsprofiler på ydersiden skal som trævinduet passes, men vedligeholdelsen er langtfra så krævende som ved trævinduet.